Rekruttering
Per 1. maj 2022 tiltræder Janne Korsgaard i en nyoprettet stilling som COO hos Euro Accident. Her skal hun med sin mangeårige erfaring fra pensionsbranchen stå for den daglige drift og hjælpe med at kvalitetssikre alle dele af vores forretning.
Euro Accident er blevet taget varmt imod siden vores indtræden på det danske pensionsmarked i 2017. Som følge af flere nye aftaler og stigende vækst har vi derfor oprettet en ny stilling som COO, der per 1. maj 2022 vil blive besat af Janne Korsgaard, 40 år.
Hun kommer fra en stilling som chef for forsikringsskade hos PFA, hvor hun de seneste 13 år har bestredet flere ledende stillinger. Janne Korsgaard skal i sin nye stilling være ansvarlig for den daglige drift og herunder hjælpe med at kvalitetssikre alle dele af forretningen.
- Med sit fokus på forsikringer beror hele Euro Accidents forretningsmodel på tilfredse kunder. Hvis vi skærer helt ind til benet, så har selskabet jo sådan set kun én bundlinje: nemlig kundernes sundhed og trivsel, og det tiltaler mig i meget høj grad, lyder det fra Janne Korsgaard, som fortætter:
- Jeg glæder mig derfor til at arbejde hos Euro Accident, der allerede driver en velkørende forretning. Men som med alle andre virksomheder, der oplever vækst, så opstår der løbende nye udfordringer med alt fra håndtering af et voksende antal opgaver til onboarding af et stigende antal nye medarbejdere. Og det er hovedsageligt dén vækstproces, som jeg nu skal ind at understøtte.
Skal hjælpe med at tøjle vokseværk
Vi landede sidste år flere store aftaler med blandt andet Danske Advokater og Tandlægeforeningens forsikringsformidler, TandlægeTryghed. Herudover har vi etableret samarbejder med flere af landets største pensionsmæglere og efterhånden opbygget et anseeligt behandlernetværk.
Ifølge Christian Dehn, landechef for Euro Accident Danmark, var vi derfor på udkig efter en erfaren profil, der netop kunne hjælpe med at tøjle væksten, og det mener han, vi har fundet i Janne Korsgaard:
- Janne kommer med solid erfaring i rygsækken, som vi helt sikkert kommer til at nyde godt af, når vi skal til at geare selskabet til den vækst, vi lige nu ser ind i. Hendes primære fokus bliver at understøtte vores høje kvalitetsniveau, så vi fortsat kan tilbyde vores forsikringskunder relevante sundhedsfremmende tilbud. Vores fornemmeste opgaver er nemlig at sikre de sundeste kunder, siger han og tilføjer om den rejse, Euro Accident har været på de seneste år:
- Pensionsmarkedet i Danmark har været igennem en optøningsproces, og flere både forsikringsmæglere og virksomheder har fået øjnene op for, at det er uhensigtsmæssigt at kæde pension og forsikring sammen. Det seneste år har derfor været virkelig sjovt og spændende – særligt efter Finanstilsynet stillede sig kritisk over for den traditionelle kombination af pensionsforvaltning og forsikringsprodukter – hvilket for alvor har givet os medvind på cykelstien, fortæller Christian Dehn.
Anders Bo Andersen
Publicity
mobil +45 2869 8307