Holdbare Medarbejdere:

Efter stress og depression kan Anders igen se fremad

Et vellykket Holdbare Medarbejdere-forløb hos Euro Accident har været afgørende for, at IT-konsulenten Anders i dag kan se tilbage på en periode med sygemelding og indlæggelse på psykiatrisk afdeling som et afsluttet kapitel. ”De skabte et sikkerhedsnet under mig, som jeg stadig finder tryghed ved i dag”, fortæller Anders i denne artikel om sit forløb fra de første symptomer til raskmelding.

Set udefra kører livet på skinner for IT-konsulenten Anders (Anders er ikke personens rigtige navn). Han har et godt job, har netop købt et nyt hus og tilmed står han og konen overfor endnu en familieforøgelse. Der er en lillebror på vej.

Men på mange måder er virkeligheden en anden for Anders, der oplever et stor pres både på job- og hjemmefronten. Et pres, der leder til stress og depression, sygemelding og endda hele vejen til en indlæggelse på en åben psykiatrisk afdeling.

- Det hele kulminerer i perioden op til min søns fødsel. Jeg har et stort projekt på arbejdet, som jeg må og skal være færdigt med inden, jeg går på barsel, og alt imens knokler jeg løs derhjemme for at gøre vores nye hus helt klar, siger Anders, der ikke ønsker, at hans fulde navn skal optræde i denne artikel.

- Så melder min søn sin ankomst, og alt går som det skal. Vi har et skønt forløb på hospitalet, hvor vi bliver passet og plejet, og selvom det selvfølgelig er hårdt med en lille ny, føler jeg, at jeg får trukket stikket for en periode, uddyber Anders.

Den periode blev desværre kort. Meget kort. Anders ved, at han burde være glad, men det er han ikke. Han er ked af det, har katastrofetanker og selv de simpleste opgaver som at tømme opvaskemaskinen trækker tænder ud.

- Jeg ved, at den er gal, og jeg forsøger at handle på det. Jeg taler med konen og kommer via min sundhedsforsikring hos Euro Accident hurtigt til konsultation ved en psykolog, men det er for sent at vende situationen, og da min fædreorlov lakker mod enden, vælter verden bare for mig, siger Anders.

Vendepunkt, hjælp og økonomisk støtte
Anders bliver indlagt på en åben psykiatrisk afdeling og får dermed ro og hjælp til at komme sig, så han igen kan komme hjem til familien. Det hjælper, men med sygdom og sygemelding står Anders nu over for nye udfordringer, og i den forbindelse bliver Euro Accidents Holdbare Medarbejder-team en afgørende hjælp.

- Euro Accident er opmærksom på min situation og kontakter mig kort efter, at jeg færdiggør mit forløb på den psykiatriske afdeling. De tilbyder mig blandt andet psykologbehandling og hjælper mig med at søge min Tab af Erhvervsevne-forsikring, som jeg også har igennem Euro Accident, fortæller Anders.

Som sygemeldt kommer Anders på sygedagpenge, og Tab af Erhvervsevne-forsikringen dækker differencen fra sygedagpengesatsen og hans fulde løn.

- Med to små børn og et nyt hus kan det ikke undervurderes, hvor vigtigt det er at have en økonomisk sikring. Generelt skabte Euro Accident bare et sikkerhedsnet under mig, som jeg stadig finder tryghed ved i dag, siger han.

Holdbare Medarbejdere tager hånd om behandling
Fra Anders første gang kontakter Euro Accident i starten af forløbet for at gøre brug af sin sundhedsforsikring, er Euro Accidents Holdbare Medarbejder-team opmærksomme på Anders. De specialiserede medarbejdere i teamet vurderer, at Anders er i risiko for et alvorligt og langvarigt sygdomsforløb.

Holdbare Medarbejdere er Euro Accidents forsikringskoncept. Konceptet virker på tværs af forsikringer og er ikke begrænset af enkelte dækninger. Euro Accidents dedikerede Holdbare Medarbejdere-team består af en række sundhedsfaglige specialister, der udelukkende arbejder med kundernes sundhed og trivsel. De screener, rådgiver, iværksætter, tilpasser og følger op på sundhedsfremmende forløb og indsatser, som skræddersyes til den enkelte kunde.

Teamet ved fra start, at den rette hjælp for Anders er via det offentliges psykiatriske behandlingstilbud, som Anders er i. Men med teamets specialiserede erfaring, ved teamet også, at tilbuddet ikke kan stå alene, og at Anders får behov for yderligere støtte og behandling, når det offentlige nedtrapper sin hjælp.

Holdbare Medarbejdere kontakter derfor Anders for at informere om tilbuddet med støtte og hjælp, som tilpasses Anders konkrete situation og behandlingsbehov. Efter kontakten er etableret, afventer Holdbare Medarbejdere tidspunktet for, hvornår det offentliges behandlingstilbud nedtrappes, så hjælpen gennem Holdbare Medarbejdere samtidigt optrappes.

Da tidspunktet er det rette, sørger Euro Accidents Holdbare Medarbejdere-team for psykologbehandling til Anders, som herudover også starter i et gruppebehandlingsforløb med det formål at Anders får værktøjer til at finde en ny balance i sit liv.

- Forløbet består af gruppesamtaler og individuelle samtaler samt hjemmeopgaver, eksempelvis mindfulness, gåture i skoven og hjælp til at håndtere mine tanker, så de ikke får lov at gå ud ad en tangent. Jeg bliver mere opmærksom på min tankemønstre og lærer at vælge, hvornår jeg vil dykke ned i dem, forklarer Anders.

Holdbare Medarbejdere sørger også for hjælp med at koordinere mellem Jobcenter og psykolog.

- Jeg har en fast kontaktperson hos Euro Accident, der løbende ringer til mig og følger op på min situation. De sørger også for koordineringen mellem Jobcenter og psykolog, og det værdsætter jeg virkelig. Det betyder, at jeg kan fokusere på det væsentlige, nemlig at få det bedre.

Glad igen og klar til nyt job
Efter 120 dages sygemelding modtager Anders en fyreseddel, og det betyder, at han også mister sin forsikring ved Euro Accident – og dog:

- I den forbindelse hjælper Euro Accident mig med at blive privatkunde, så jeg fortsat er dækket. Det betyder også, at jeg kan overføre betingelser fra min nuværende Tab Af Erhvervsevne-forsikring, når jeg igen får et job.

Efter et vellykket forløb er Anders nu raskmeldt igen og klar til at tage imod en ny jobudfordring.

- Jeg er kommet ud på den anden side og har det godt. Så jeg er sikker på, at jeg snart finder et nyt job.

Fakta: Anders’ forløb:

  • IT-konsulenten Anders oplever stress og depression på grund af pres både på arbejde og hjemme.
  • Euro Accident støtter Anders ved blandt andet at tilbyde psykologbehandling og ved at hjælpe ham med at søge Tab af Erhvervsevne-forsikring.
  • Anders deltager i Euro Accidents Holdbare Medarbejdere-program med psykologbehandling og gruppeforløb.
  • Efter et vellykket forløb raskmeldes Anders og er klar til en ny jobudfordring.