contact man pink

Spørgsmål?

Ved spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon

Kan du drive IT-projekter fra kravspecifikation til implementering?

IT Projektleder

Har du lyst til at arbejde i en virksomhed med værdierne omtanke, handlekraft og nytænkning, hvor mennesket er i centrum – i et arbejdsmiljø præget af tværfagligt samarbejde, stærk faglighed, kundefokus og hyggeligt socialt samvær?

Euro Accident er del af en større svensk livsforsikringskoncern med et unikt koncept inden for sundhedsforsikring.

Vi har god fremgang på det danske marked og har fordoblet medarbejderantallet det sidste års tid. Nu er der behov for en IT-projektleder til at drive IT-projekter og sikre udviklingen i systemer, integrationer og processer.

Stillingen

Med reference til ledelsen bliver du ansvarlig for at styre og koordinere IT-projekterne. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores IT-afdeling i Sverige samt resten af forretningen for at afdække behov og sikre gode løsninger for både kollegaer og kunder.

Dine primære opgaver og ansvarsområder bliver:

  • Drive IT-projekter, herunder sikre kravspecifikation, projektplan og opfølgning
  • Samarbejde og afdækning af behov sammen med kollegaer
  • Sikre implementering hele vejen rundt
  • Koordinering mod IT-afdelingen og eksterne samarbejdspartnere


Din baggrund

Du har erfaring med IT-projektledelse, hvor du selvstændigt sikrer fremdrift og interessenthåndtering. Du får ting til at ske, og du trives med at få udviklet gode løsninger til fordel for kollegaer og kunder.

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra bank- eller pensions- og forsikringsbranchen samt erfaring med IT-projekter ud mod f.eks. Pension Broker, Betalingsservice, EDI, NemId mv.

Du har en god IT-forståelse, og du har en struktureret arbejdsform med fokus på kvalitet og detaljer.

Du er flydende på dansk i skrift og tale og kan kommunikere ubesværet på engelsk. Koncernen har hovedkontor i Sverige, så det vil være en fordel, hvis du også kan begå dig på svensk.

Du brænder for projektledelse og for at gøre en synlig forskel i en organisation i vækst.

Du er en engageret og humørfyldt holdspiller, der er venlig, hjælpsom, servicerende, selvstændig og løsningsorienteret. Du er et troværdigt menneske, der tør tage ansvar og vise initiativ.


Du tilbydes

Vi er en ambitiøs og ansvarlig virksomhed med højt til loftet. Du bliver en vigtig medspiller i kontorets daglige arbejde – i tæt samarbejde med et voksende team af gode kolleger. Din stemme vil blive hørt, dine resultater vil blive set, og du får lov til på egen hånd at præge både retning og tempo.

Du får gode muligheder for både fagligt og menneskeligt at udvikle dig, og hele virksomheden er i samme båd hele vejen – både når det er sjovt, og når det er alvor.

Målet er at være en ledende samfundsaktør og et forsikringsselskab, som bidrager til sundhed og arbejdsevne for kunderne i henhold til Agenda 2030 og FN’s globale verdensmål.

Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Kontoret ligger i Ørestad, tæt ved metro og tog.

Yderligere information

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Christian Bramming på tlf. +45 22 15 16 78.

Ansøgning og ansøgningsfrist

Ansøgninger behandles løbende, som vi modtager dem. Upload din ansøgning til KAR+CO ved at benytte knappen til højre mærket søg stillingen: "Søg stillingen".

Med henvisning til de nye persondataregler modtages ansøgningen KUN via systemet. Kan du ikke uploade din ansøgning via ansøgningsknappen, bedes du derfor kontakte KAR+CO.

Bemærk, at vores annoncer automatisk og løbende bliver fornyet på jobportalerne, indtil stillingen er endeligt besat. En fornyelse af stillingen, om end det kan se sådan ud, er således ikke et udtryk for genopslag. Du kan kun søge stillingen via systemet og kun én gang. Jf. GDPR bedes du undlade at fremsende ansøgning på ny via mail eller lignende uden forudgående aftale.

Var denne side en hjælp?

Vil du vide mere om os

Kontakt os via formularen