
Inspiration til din værktøjskasse
Hvad er resiliens, og hvorfor skal du som leder kende til det?
Livet består af mange forskellige udfordringer både i privat- og arbejdslivet. Vores trivsel handler ikke kun om hvordan, vi har det, men i høj grad også om hvordan vi håndterer de udfordringer vi møder. Derfor har vi hos Euro Accident fokus på resiliens, så vi lærer af fortiden for at blive bedre til at håndtere fremtiden.
Resiliens handler om vores evner og måder at håndtere svære situationer og modgang, samt vores evner til at tage læring og erfaring med os videre i livet. Det omhandler både vores modstandsdygtighed overfor belastninger, samt at kunne overvinde udfordringer og rejse sig igen efter en hård periode.
Det er også at have blik og forståelse for, hvad vi selv kan påvirke, handle på en sund måde samt at forholde sig konstruktivt til eksterne faktorer, som vi ikke kan ændre.
Ikke kun den enkeltes ansvar
Samtidig er det vigtigt, at man ikke bare ukritisk tilpasser sig, og at ansvaret bliver lagt helt over på den enkelte. Det må ikke medføre, at man ikke tager hånd om udfordringer og handler proaktivt og forebyggende på risikofaktorer. Trivsel, arbejdsmængde, indflydelse, krav i arbejdet m.m. er stadig vigtige faktorer for et godt psykisk arbejdsmiljø, og her har du som leder en særlig rolle og ansvar.
Resiliens er en dynamisk størrelse, der både skal udvikles og vedligeholdes - og man kan også tale om organisatorisk resiliens. Det omhandler virksomhedens evner til at håndtere og tilpasse sig forskellige udfordringer og vanskeligheder, som både kan komme indefra og udefra. Det handler også om, hvordan du som leder navigerer skibet, når der opstår en uventet storm, og bølgerne går højt. Og når stormen har lagt sig at tage ved lære af det, man har været igennem og bruge det til at vokse sig stærkere. Som leder har du en vigtig rolle i både at fremme og styrke virksomhedens resiliens. Her skal man bl.a. have fokus på fleksibilitet, agilitet, tillid, nytænkning og tilpasningsevne. Det kan være afgørende for virksomhedens langsigtede succes, og er i stigende grad blevet vigtigt i en hurtigt omskiftelig verden præget af forandringer.